Ny dag, ny frugt - "Arrayon" var navnet. Den smagte også lidt specielt, en svag sødlig smag og en smule tør ligesom den fra i går.
Efter morgenmaden fik jeg mig en snak med en af de andre gæster på hotellet, en amerikansk kvinde som havde talt spansk til mig indtil nu, og som var af sted med sin mand som er fra San Salvador og sin søn og nevø for hvem det var første besøg i landet og byen. På trods af at de var i midt-slut 20'erne, så havde de aldrig været uden for USA før - ret tankevækkende når jeg altid mindst én gang årligt har været på ferie i udlandet.
Hun fortalte lidt om hvor de havde været og at de kørte rundt til de forskellige steder i bil, så de var ikke de rette at spørge til råds mht. busture rundt omkring i landet.
Hun virkede meget imponeret over at jeg turde gå ned til centrum på egen hånd i går, og jeg gav da også udtryk for at det ikke havde føltes helt trygt hele tiden.
Jeg havde fået tilsendt en prisliste over Nahuats ture (adventureselskab i El Salvador), og det virkede temmelig dyrt og overskueligt at vælge, da meget af det lød godt.
Så i stedet foreslog Florida mig at lade hendes mand lave en tur til mig i morgen (torsdag). Jeg skulle bare tænke over hvad jeg gerne ville se, og så ville vi snakke om det senere.
Jeg skulle til Zona Rosa I dag, primært for at købe busbillet til på fredag hvor jeg skal videre til Guatemala City. Zona Rosa ligger i den vestlige del af San Salvador, og er den lidt mere pæne del af byen.
Inden busbilletten skulle jeg dog løbe nogle andre ærinder først.
Museo Nacional de Antropologia David J. Guzman, opkaldt efter en forsker, arkæolog og museums kurator samt søn af en tidligere præsident af landet. Museet lå som det første på min vej ind til bydelen, og var derfor oplagt at besøge. Det lå lige overfor et stort kongrescenter, og i mellem dette og museet stod en statue af en berømt militær general fra Panama, Omar Torrijos Herrera, som fik forhandlet sig til Panamas suverænitet over Panamakanalen med præsident Carter i 1977, hvilket førte til fuld suverænitet ultimo december 1999.
Da jeg kom ind på museet måtte jeg af med 3 dollar, og kunne derefter vandre rundt og se hvad det var for et sted. Lige da jeg var kommet ind i det første lokale og prøvede at tyde nogle spanske beskrivelser af berømte personer, mødte jeg manden fra Palacio Nacional, som var meget interesseret i hvor jeg var fra og hvor længe jeg var i byen/landet.
Han sagde jeg skulle tjekke hans website ud, og jeg skrev den ned, men han havde kun tilbud om rundvisninger i centrum af byen, som jeg ikke regnede med at besøge igen. Hvis jeg skulle se mere i Salvador, skulle det helst være noget udenfor byen.
De fleste af Museets beskrivelser var på spansk, selvom de også havde en del på engelsk da jeg kom op på første sal. Det meste handlede om forhandlinger mellem mennesker lande i mellem i gennem historien, og om hvordan de i El Salvador havde en stor produktion af majs, bomuld, kaffe etc.
Der var en masse flotte fotografier fra rundt om i verden, dog flest fra latinamerika. Jeg var utroligt sulten mens jeg gik rundt på museet så prøvede at få det hurtigt overstået.
Jeg så et tysk par med deres børn derinde, hvoraf jeg snakkede lidt med manden efter besøget. Han kunne fortælle at de var herovre fordi de havde gang i en adoption, som gjorde at de skulle være her en måned. Han var ligeså imponeret over at høre at jeg var taget af sted på egen hånd og ønskede mig en god tur.
Herefter gik jeg videre op ad Boulevard de Hipodromus, som var hovedgaden i bydelen. Man begyndte lidt efter lidt at kunne fornemme at det var den noget finere bydel, og den var sket ikke som jeg havde forestillet mig - da jeg så stedet på kortet lignede det en park. Florida havde vist mig hvor i denne gade der lå en boghandel som solgte internationale bøger hvor jeg håbede på at finde en Lonely Planet. Jeg fandt det efter at være gået et stykke vej, det lå i noget der hed Centro Commercial Basileo. Man skulle op ad nogle trapper, hvor der så lå en café i forlængelse af boghandelen, en tøjbutik og en restaurant. Noget der desuden er værd at nævne er at der er utroligt mange vagter i byen. Ved næsten hver eneste forretning står en vagt med en M16 og 9mm pistol, og i hele landet skulle være hyret omkring 18.000 sikkerhedsvagter.
Inden jeg besøgte boghandelen, skulle jeg finde et andet sted hvor jeg kunne få syet mine bukser som lå tæt på - jeg spurgte en vagt der desværre ikke kunne hjælpe, men kort efter så jeg en gul tøjforretning der passede med Floridas beskrivelse.
Jeg viste dem bukserne og de tog glædeligt i mod dem - efter at have ventet i knap 10 minutter havde de sat en lap på bagsiden hvilket var super fint.
Jeg fik mig noget at spise i caféen der lå sammen med boghandelen. Det blev en lækker sandwich, en sodavand, og en utroligt ringe kop kaffe.
Bookmarks (boghandelen) havde en masse Lonely Planet bøger, men desværre ikke den om Centralamerika - kun en fra år 2000 og der stod ca. 8-9 sider om hvert land. Det gad jeg ikke da jeg allerede havde den opdaterede version på telefonen. I stedet købte jeg bogen Private Games af Mark Sullivan, som omhandler OL i 2012.
Jeg købte derudover lidt lækker chokolade som de havde et fint udvalg af, og derefter skulle jeg over for at købe min billet.
Lige da jeg kom ud fra stedet så jeg et kæmpe Hilton hotel bag lige bag stedet, hvilet bekræftede mig i at det var en lidt rigere og dyrere bydel. Men det var også tydeligt at se.
Skulle hente min busbillet hos selskabet Tica bus, et af de andre store busselskaber, og det gik fint - viste min voucher, fik besked på at være der 5.15 am inden bussen kørte kl. 6.00 og så kunne jeg tage hjemad igen. Inden jeg skulle helt hjem havde jeg dog ét ærinde mere.
Estadio Cuscatlan lå lige bagved mit mall og derfor ikke langt fra hotellet. Da jeg havde fået lidt ondt i mine skinneben af at gå så meget valgte jeg at tage en taxi. Taxierne er til at forhandle med, da prisen aftales inden turen alt efter hvor lang turen er. Denne tur på ca 3 km blev 5 dollar.
Jeg spurgte taxichaufføren om det var rigtigt at Estadio Cuscatlan var Centralamerikas største stadion,hvortil han svarede at der var blevet bygget et større i Costa Rica
Estadio Cuscatlan var ret imponerende, ikke overvældende, men et stort og farverigt stadion hvor man tydeligt kunne se hvor de "normale" og fattigere fans sidder og så sponsorer og de der havde penge. Ikke mere end 1/4 af stadionet var med siddepladser - så forståeligt at der er plads til ca sidde 55.000 i forhold til størrelsen.
Jeg fik købt lidt ind til aftensmad igen og så stod den ellers bare på lidt tun og spegepølse - men i mens jeg var i færd med at lave maden gik strømmen efter der var startet et skybrud og et voldsomt tordenvejr.
Ikke super behageligt, når man er alene. Men jeg fandt min pandelampe og så var alt stort set godt igen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar